Ny kampagne prioriterer dansk vækst

Katia K. Østergaard, Horesta.

Katia K. Østergaard, Horesta.

TURISME: Danske virksomheder lever af at handle med omverden. For at stå distancen kræver det snilde og gode rammevilkår, siger Horesta, Dansk Energi, Landbrug & Fødevarer, Lægemiddelindustriforeningen og Danmarks Rederiforening.

De fem brancher er klar med annoncekampagne med budskab om, at fokus bør være på at skabe vækst i det danske samfund.

Det glæder repræsentanterne fra de fem foreninger, at de kommende forhandlinger med afsæt i regeringens Helhedsplan 2025 vil bruge det politiske efterår til at tænke ny vækst.

”Horesta er gået sammen med fire andre danske styrkepositioner, da vi danner grundlag for tusindvis af job og markante eksportindtægter og dermed til at sikre det, Danmark skal leve af i fremtiden. De aktuelle politiske forhandlinger tager rigtigt afsæt i, at man vil gøre kagen større. Vi vil bakke op og bidrage til at skabe et rigere Danmark,” siger Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard, sammen med de øvrige afsendere på kampagnen.

Foruden Katia K. Østergaard og Horesta er annoncens afsendere Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Ida Sofie Jensen koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen, og Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening.

Sammen lyder deres budskab: ”Danske virksomheder kæmper for at skabe vækst, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor opfordrer vi Folketinget til at tænke, hvordan dansk erhvervsliv kan skabe vækst. Et velfungerende dansk erhvervsliv er forudsætning for, at vi har øget velfærd og velstand.”