Ny rute fra Afrika til Københavns Lufthavn

LUFTFART: Nordafrikansk flyselskab åbner 1. oktober rute med to ugentlige flyvninger til Københavns Lufthavn.

Marokkanske Air Arabia Maroc åbner 1. oktober rute mellem Agadir i Marokko og Københavns Lufthavn. Der bliver to ugentlige afgange med en Airbus A320 med plads til 162 passagerer.

I vintersæsonen flyver Norwegian også mellem København og Agadir, skriver CPHTraveller.

Air Arabia Maroc er datterselskab til Air Arabia fra de Forenede Arabiske Emirater. Selskabet har tidligere prøvet sig med rute til Danmark i 2012. Her åbnedes en rute fra Marrakech til Billund. Det blev dog ingen succes, og efter tre flyvninger til Billund lukkede ruten.