Ny strejke truer Lufthansa

Lufthansa übernimmt neuen Boeing-Jumbo 747-8LUFTFART: Fra fredag og en uge frem kan Europas største fuldservice-flyselskab blive lammet af ny strejke.

Sidste måned brød forhandling om bl.a. ny pensionsaftale med fagforeningen UFO (Unabhängige Flugbegleiter Organisation), der repræsenterer 19.000 kabineansatte hos Star Alliance-medlemmet, sammen.

Nu har UFO nye krav til Lufthansa. På et pressemøde i går sagde UFO-formand Nicoley Baublies, at strejken kommer fredag, hvis ikke Lufthansa senest torsdag eftermiddag giver seriøse indrømmelser. Han sagde, at UFO i to år forgæves har forhandlet med Lufthansa.

”Alle Lufthansa-passagerer skal forvente, at deres Lufthansa-flyvning fra på fredag ikke gennemføres,” sagde han.

Lufthansa beklager overfor nyhedsbureauet Reuters den nye strejketrussel – og siger, at pensionsordninger for kabinepersonalet i forvejen er de bedste i tysk luftfart.

Lufthansa forhandler i denne tid med sine fagforeninger for at nedsætte omkostninger så Lufthansa i Europa kan konkurrere med lavprisselskaberne og på langruterne til f.eks. Asien med de tre store Gulf-selskaber, Emirates, Etihad og Qatar Airways.

Lufthansa har et økonomisk problem med at honorere indgåede pensionsaftaler pga. faldende rentesatser. Lufthansa udbetalte sidste år over 25 milliarder kr. i pensioner til tidligere ansatte.

Lufthansa har haft pensionsordninger, der gav ansatte mulighed for at gå på pension når de var blot 55 år. Denne mulighed vil Lufthansa fastholde, men har givet tilbud om en bedre aftale, hvis de venter med at lade sig pensionere til de er 65.

Lufthansa har i denne tid dog flest problemer med sine piloter, der de seneste 18 måneder har strejket over 12 gange. Også pga. manglende ny aftale om pensionsalder.

Lufthansa oplyste sidste uge, at det i år forventer rekordoverskud, men at det stadig må begrænse sine udgifter for at være konkurrencedygtig. Strejker fra navnlig Lufthansas piloter og kabinepersonale har i år kostet selskabet op mod en milliard kr.