Ny teknik øger lufthavns-sikkerhed

LUFTFART: Transportation Security Administration, der står for sikkerhedskontrol i USA’s lufthavne, tester nu CT-scannere, der kan vise 3-D billeder af håndbagage. Den nye teknologi kan afhjælpe meget bøvl.

CT (computeriseret tomografi) er snitbilleddannelser via gennemtrængende strålinger. De første scannere med CT-teknologi testes i denne tid i lufthavnene i Phoenix, Arizona, i Dallas og senere på måneden også i Bostons hovedlufthavn, Logan.

Med CT-teknologi behøver passagerer ikke tage toilettasken med f.eks. shampoo eller laptops mm ud af håndbagagen.

Den sofistikerede CT-teknologi, der allerede bruges af lægevidenskaben, ses som næste skridt i den såkaldte next-generation sikkerhedskontrol i lufthavne.

“Vi bruger allerede CT-teknologi til at kigge på indchecket bagage – nu kommer turen til håndbagage for at få samme høje sikkerhedsniveau,” siger TSA’s øverste chef, Huban Gowadia.

Ifølge TSA tager CT hundredvis af fotos af håndbagagen med røntgen-kamera, hvilket resulterer i et tredimensionelt foto, hvorved sikkerhedspersonalet kan se indholdet meget tydeligere end før, herunder om der f.eks. er våben og sprængstoffer.