Ny turistdirektør i Nordsjælland

Annette Sørensen.

Annette Sørensen.

TURISME: Annette Sørensen, nuværende centerchef for bl.a. turisme i Gribskov Kommune, afløser Dorte Kiilerich som turistdirektør i VisitNordsjælland.

54-årige Annette Sørensen bliver ny turistdirektør i VisitNordsjælland. Hun kommer fra en stilling som centerchef for bl.a. turisme i Gribskov Kommune, hvor hun sideløbende har været med i VisitNordsjællands styregruppe siden etableringen i 2009.

”Annette er en dygtig og respekteret leder, som i en årrække har stiftet stort bekendtskab med bl.a. turisme, og har et stort netværk blandt offentlige og private aktører i Nordsjælland. Derudover har hun i en årrække fulgt destinationsudviklings-projektet tæt og kender VisitNordsjælland indgående,” siger Peter Rømer Hansen, bestyrelsesformand i VisitNordsjælland.

Annette Sørensen har siden 2007 været kulturchef i Gribskov Kommune, inden hun i 2012 blev centerchef.

”Mit fokus vil ligge i at udvikle VisitNordsjælland i tæt dialog med aktørerne og skabe netværk, hvor vi sammen beslutter en fortsat positiv udvikling,” siger hun og fortsætter:

”Første skridt bliver at lære medarbejderne at kende og fastholde en fleksibel organisation.”

Annette Sørensen er uddannet bibliotekar og har en master i kulturformidling samt en master i bl.a. politik.

Hun tiltræder 1. november, hvor hun afløser Dorte Kiilerich – den tidligere direktør for VisitDenmark stoppede med udgangen af juni for at starte egen virksomhed inden for turisme efter tre år som direktør for VisitNordsjælland, et fælles kommunalt samarbejde mellem Fredensborg, Gribskov, Helsingør og Hillerød kommuner.