Ny version af Boeing 787 fik international debut

Boeing 787-9 Dreamliner International Debut, Auckland New ZealandFLYFABRIKKER: Boeing gennemfører den første internationale flyvning med sin større version af Boeing 787-9 Dreamliner – turen på 13 timer gik til New Zealand.

Boeing B787-9 testflyet fløj den lange tur fra Boeing i Seattle til Auckland, hovedlufthavn for Star Alliance-medlemmet Air New Zealand, der bliver søsætningskunde for den forlængede version af Dreamlineren.

Boeing har tre testfly af B787-9 – fra Auckland forsætter flyet til midten af Australien, hvor det i Alice Springs skal gennemgå test i ekstremt varmt vejr.

B787-9 er seks meter længere end den hidtidige version af Dreamlineren, B787-8, og har plads til 40 flere passagerer samt en rækkevidde på yderligere 500 km.

Boeing forventer at levere første eksemplar af B787-9 til Air New Zealand i midten af i år. Samlet har Boeing bestillinger på 402 eksemplarer af B787-9 fra 26 kunder verden over. De bestilte eksemplarer af B787-9 udgør 39 pct. af alle orde på B787-flyene, oplyser Boeing.