Nye fly til KLM Cityhopper

embraer E175LUFTFART: KLMs regionale selskab erstatter Fokker 70-flåden med nye Embraer E175.

KLM Cityhopper har netop fået leveret det første af i alt 17 bestilte Embraer E175. De nye fly skal erstatte den aldrende flåde af Fokker 70, som selskabet i dag har 16 af.

KLM Cityhopper flyver på kortere ruter i Europa, heriblandt på nogle af KLMs afgange fra Amsterdam til Billund, Aalborg og København. På enkelte af forbindelserne til Billund og Amsterdam benytter KLM i dag Fokker 70.

KLM Cityhopper har i forvejen 30 af de større Embraer E190 i sin flåde og vil være den største operatør af de brasilianske Embraer-fly i Europa, når de sidste E175 er leveret i 2018. De to flytyper er stort set identiske bortset fra størrelsen – E175 har 88 sæder, mens E190 har 100.

Den første nye E175 bliver sat ind på ruten fra Amsterdam til Stavanger, og herefter følger destinationer som Ålesund, Torp og Sandefjord i Norge, samt Bruxelles, Torino og Manchester.