Nye masseaflysninger hos Ryanair

LUFTFART: Ryanair indstiller 34 ruter gennem vinteren, bl.a. en til Norge og en til Sverige – Danmark berøres ikke. De aflyste flyvninger rammer ca. 400.000 passagerer. I disse uger har Ryanair pga. pilotmangel aflyst 2.100 flyvninger, hvilket rammer 315.000 rejsende.

Ryanair meddelte i går, at man nedsætter sin vækst fra de forventede ni pct. til fire pct. i år. Det betyder bl.a. lukning af 34 af selskabets ca. 1.800 ruter i vintersæsonen.

De 34 indstillede ruter skulle i vinterprogrammet have haft 18.000 flyvninger med 400.000 rejsende. Selskabet tager ca. 25 af sine 400 fly ud af drift i vintersæsonen fra november til marts.

De berørte rejsende tilbydes pengene tilbage eller at blive ombooket til andre Ryanair-afgange. De får også en voucher til Ryanair på 40 euro pr. strækning, de skulle have fløjet.

Ingen ruter til Danmark berøres, men ruterne Sofia i Bulgarien til Skavsta–lufthavnen ca. 100 km fra Stockholm, samt ruten fra Hamborg til Sandefjord–lufthavnen ca. 100 km fra Oslo indstilles.

Alle de berørte passagerer har fået mails hvis deres flyvninger er aflyst.

Ryanair siger, at med den nedsatte vækst i år dette regnskabsår forventes 129 mio. passagerer mod oprindeligt 131 mio. – de 50 mio. af disse flyver i de fem vintermåneder, oplyser selskabet.

Selskabet har ca. 1.100 ruter mellem 200 lufthavne primært i Europa og flyver på et år omkring 800.000 flyvninger.