De danske hoteller, restauranter og rejsebureauer er nogle af de mest lukningstruede som følge af den kinesiske coronakrise. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Nye tal: Halvdelen af danske hoteller truet af lukning

45 procent af landets hoteller vurderer, at de er truet på livet, viser ny analyse fra Danmarks Statistik. ”Coronakrisen får meget store konsekvenser for tusindvis,” siger Horesta.

Krisen har ramt de danske hoteller så hårdt, at 45 procent af dem vurderer, at der er ”nogen risiko” eller ”meget stor risiko” for at de bliver afviklet eller går konkurs inden for de næste tre måneder. For restauranterne gælder det 36 procent. Kun rejsebureauerne kommer i nærheden af at være lige så udsatte, noterer Horesta.

Horestas administrerende direktør, Katia K. Østergaard, siger i pressemeddelelse:

”Vores erhverv blev ramt før alle andre og har kørt med ekstrem lav omsætning i halvanden måned. Vi frygter, at det her får meget store konsekvenser for tusindvis af virksomheder og dermed også for en meget stor del af de 130.000 medarbejdere, vi beskæftigede inden krisen.”

Krise i flere år
Ifølge tallene fra Danmarks Statistik har 91 procent af de danske hoteller haft en omsætningsnedgang på over 75 procent den seneste måned.

Lidt bedre går det for restauranterne, der har mulighed for at sælge take away. Her har 42 procent oplevet en lignende omsætningsnedgang.

98 procent af hotellerne siger, at de er ”meget påvirket” af den aktuelle krise, mens det samme gælder for 81 procent af restauranterne.

”Når de nuværende hjælpepakker løbende kommer til udbetaling, vil de være livgivende førstehjælp til mange virksomheder i branchen,” siger Katia K. Østergaard og fortsætter:

”Men vi frygter, at der kommer en uhyggelig effekt, når likviditeten begynder at slipper op de kommende måneder. Selv om vi får dækket en pæn andel af vores omkostninger via hjælpepakkerne, er det dybt problematisk, at der ikke kommer penge i kassen.”

Den britiske analysevirksomhed Tourism Economics har vurderet, at vi skal helt frem til 2023, før turisme- og oplevelseserhvervet er tilbage på før-krise-niveau, oplyser Horesta.

Horesta ønsker genopretningspakke
Horesta har efterlyst en genopretningspakke, som skal bidrage til at få erhvervet på fode igen de kommende måneder og år.

Blandt forslagene er et oplevelsesfradrag i stil med håndværkerfradraget, som skal få danskerne til at rejse i deres eget land, gå ud og spise, besøge attraktioner med videre. Horesta lægger blandt andet også op til, at erhvervslivet skal have fuldt fradrag for køb af overnatning, restaurantbesøg, bespisning, møder, kurser, sociale arrangementer og så videre.

Horesta ønsker blandt andet også, at moms på ydelser købt på hoteller og restauranter frem til udgangen af 2022 nedsættes til samme niveau som i de mest konkurrencedygtige af vores nabolande.

Horestas genopretningspakke rummer desuden forslag om at tredoble de statslige midler til markedsføring af Danmark som turistdestination.

Relaterede artikler:

Bella Centers koncernchef: ”Vi behandles som babyer”

Prognose: 500 danske rejsebureauer på vej mod lukning

Mange bud på turistbranchen efter corona-krisen