REJSEBUREAUER: Efter salget af Nyhavn Rejser til Aller Media starter rejsebureauet i Norge fra næste år – senere følger Sverige og Finland. Og måske flere lande. Nyhavn Rejser har ikke planer om at ændre sit slogan…
”Nyhavn Rejser åbner i Norge næste år. Går det godt, fortsætter vi til Sverige og Finland,” sagde direktør for Aller Leisure, Rikki Sølling, i fredags til standby.dk ved pressemødet, hvor Aller Medias køb af 70 pct. af Nyhavn Rejser blev præsenteret.
Nyhavn Rejser er Danmarks fjerdestørste rejsebureau på oversøiske leisurerejser, kun overgået af Albatros Travel, Horizons (Kilroy og Jysk Rejsebureau) og Kilroy Group Travel (Team Benns).
Aller Leisure er det nye selskab under Aller Media, hvor Nyhavn Rejser sorterer. Leisure-divisionen kan komme til at omfatte andre tiltag ud over rejsebureauer.
Rikki Sølling har de seneste år været direktør for Aller Medias kommercielle udvikling. Han kender rejsebranchen bl.a. fra sin tid som direktør i det daværende Ving Rejser og i Spies.
”Aller Medias kerneforretning har det svært, derfor har vi identificeret nye markeder og bl.a. kastet kærligheden på rejsebranchen – det er en branche der generelt vokser, hvilket har været et væsentligt kriterium,” sagde Rikki Sølling og fortsatte:
”Vi har drukket kaffe med nogle få rejsebureauer. Søren Rasmussen fra Albatros Travel har selv offentligt fortalt, at hans rejsebureau var et af dem. Vi drikker stadig kaffe med et par andre bureauer – selv om der i øjeblikket er ”kaffepause” efter vores køb af Nyhavn Rejser.”
Aller Media har købt 70 pct. af Nyhavn Rejser – de resterende 30 pct. ejes ligeligt af rejsebureauets adm. direktør Henrik Fuglsang og bureauchef og salgsdirektør Lars Mathiasen.
Lars Mathiasen sagde i går til standby.dk:
”Aller har en købsoption på de sidste 30 pct. af aktierne, men først fra 2017 og kun hvis Henrik og jeg vil sælge. Så der sker ikke noget de næste fire år.”
”Nu skal vi i første omgang bl.a. også bruge kræfter på at åbne i Norge. Der kommer måske nogle prøveballoner fra sidst på året, samt Sverige og Finland. Vi kan fint bruge Nyhavn Rejsers navn i Norge. Om det også bliver det i Sverige og Finland, er endnu ikke besluttet – man kunne f.eks. også købe et rejsebureau i disse lande og gennem dem tilbyde bl.a. vores produkter,” sagde Lars Mathiasen og fortsatte:
”Med Aller-koncernen i ryggen har vi nu tre vigtige ting på plads for ekspansion: Bedre kommunikation, distribution og mere finansiel power. Vi skal ikke flytte sammen med Aller Media. Vi vil gerne blive boende i Nyhavn, men det kan pga. pladsmangel blive nødvendigt at flytte til noget større på et tidspunkt.”
Aller Media har en omsætning på 1,2 milliarder kr. i Danmark – med Nyhavn Rejsers forventede omsætning i år på 300 mio. kr. stiger Aller Medias omsætning dermed med 25 pct.
På pressemødet i fredags (der kan læses mere om i standby.dks artikelarkiv) sagde Aller Medias adm. direktør, norske Pål Thore Krosby, til standby.dk, at alle rejsebureauer fortsat kan annoncere i Allers ugeblade og magasiner. Han tilføjede, at Allers køb af Nyhavn i øvrigt skal godkendes af konkurrencemyndighederne.
Nyhavn Rejser har i dag sloganet: ”Berejst. Beriget. Begejstret.” Bureauet overvejer ikke at skifte slogan til standby.dks forslag ”Det Aller-bedste Rejsebureau.”