Nyt farvel til WoCo

Christian Have.

Christian Have.

BUDGETROD: For anden gang på få uger forlader et medlem bestyrelsen i Wonderful Copenhagen. Dermed har den mistet tre medlemmer efter budgetrodet i forbindelse med Eurovision-finalen i København i maj.

Denne gang har Christian Have, indehaver af Have Kommunikation, sagt farvel til bestyrelsen i WoCo. Det fremgår indirekte af WoCo’s hjemmeside, hvor Christian Have ikke mere står som bestyrelsesmedlem.

Det var søndag ikke muligt at høre Christian Haves begrundelse for at udtræde af bestyrelsen, men Wonderful Copenhagens nye bestyrelsesformand, Peter Højland, bekræfter, at Christian Have har forladt bestyrelsen. Han siger til standby.dk: ”Det er rigtigt, at Christian Have er udtrådt af bestyrelsen. Jeg har ingen kommentarer til årsagen, det må du spørge Christian Have om.”

Standby.dk kunne for nylig oplyse, at Allan Agerholm, adm. direktør for Bella Center-koncernen og formand for Horesta i hovedstaden, i september forlod WoCo’s bestyrelse pga. ”et meget mangelfuldt informationsniveau i forbindelse med hele forløbet omkring Eurovision.”

Allan Agerholm var også utilfreds med, at WoCo’s daværende bestyrelse afviste hans forslag om, at Rigsrevisionen kulegravede Eurovision-skandalen. Det sker nu alligevel.

Forleden sagde Peter Højland til standby.dk, at rygtet om, at der skulle fyres en halv snes medarbejdere i WoCo, ikke er korrekt. ”Jeg vil ikke nu udtale mig om budgetproblematikken, men går Rigsrevisionen ind i sagen, har den bestyrelsens fulde opbakning,” sagde han.

Peter Højland afløste for nylig den hidtidige formand for bestyrelsen i WoCo, Michael Metz Mørch, der trak sig pga. rodet med Eurovision Song Contest 2014.

WoCo’s adm. direktør i 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, har sagt, at andre må vurdere, om han bør gå af.