Nyt grønlandsk flyselskab tættere på første flyvning

greenland express flyLUFTFART: Den nye grønlandske regering har givet Greenland Express trafikpolitisk tilsagn om at selskabet kan flyve til og fra Grønland. Der bliver i første omgang ruter fra Grønland til Island, København og Aalborg.

”Det trafikpolitisk tilsagn er første formelle godkendelse af Greenland Express, vi skal nu arbejde med de næste skridt i vores ansøgningsproces for at bevæge os imod operationel status af projektet. Målet er at påbegynde flyvninger til sommer,” siger direktør for Greenland Express, Gert Brask.

”Vi starter med en indlejet Airbus A319 fra hollandske Denim Air – vi vurderer i øjeblikket om vi skal have den med 12 business class-sæder og 114 pladser på economy – eller blot 132 rene economy-sæder,” siger Gert Brask til standby.dk og tilføjer:

”Vores billetpriser starter ved 3.725 kr. for en returbillet mellem Grønland og Danmark. Med i prisen er mad, men ikke drikkevarer.”

Greenland Express vil bl.a. sælge sine billetter gennem rejsebureauer, men forventer ikke i første omgang at komme i reservationssystemerne.

Selskabet anslår at skulle have ca. 60 medarbejdere til at begynde med – bl.a. piloter og kabineansatte. ”Meget gerne medarbejdere som har base i Jylland eller i Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord). Vores mål er at alle ansatte i selskabet skal være danskere eller grønlændere.”

Greenland Express stræber efter at få egen operationslicens, AOC. Gert Brask forventer, at går alt som man håber, vil selskabet være på vingerne om ca. otte uger.

Selskabets første trafikprogram taler om disse ruter, typisk fløjet en gang om ugen:

Fra Aalborg til Kangerlussuaq, Keflavik og Narsarsuaq.
Fra islandske Keflavik også til Narsarsuaq og Kangerlussuaq.
Fra København til Narsarsuaq – ligesom der planlægges rute mellem Narsarsuaq og Kangerlussuaq.

Der er også planer om senere at flyve fra Grønland til bl.a. Amsterdam, Canada, London og Tyskland.