Nyt landingssystem ligner en fuser

I april startede Avinor sit nye indflyvningssystem ved Gardermoen. Landingsrutinerne skulle give plads til flere fly, reducere brændstofforbruget og give mindre forurening. Hidtil er det modsatte blevet tilfældet.

”Det, vi oplever nu er, at vi må øge motorkraften for at holde en fast højde, og en ’grøn’ landing er en kontinuerlig nedstigning fra marchhøjden og til landing. Sådan opleves det ikke altid i dag”, siger Ole Christian Melhus, assisterende flyvechef i Norwegian til NRK Nyheder.

Han fortæller, at lavprisselskabet i værste fald bruger 20% mere brændstof fra de forlader marchhøjden til flyene er på jorden.

Også SAS melder om en vækst i brændstofforbruget med omkring 50 kg under landing. Totalt lander omkring 300 fly på Gardermoen hver dag. Med andre ord er der tale om en vækst i brændstofforbruget på omkring 15 tons.

Skrevet af Flemming Juul