Nyt millionunderskud tvinger rejsebureau til nedskæringer

Dorte Kuula, brand manager for rejsebureauerne MyPlanet & MarcoPolo.

Mindst 10 af de 36 medarbejdere hos MyPlanet & MarcoPolo i København opsiges i denne uge. Direktøren er udskiftet, og rejsebureauets nye ledelse tror på fremtiden. MarcoPolo genåbner i Aarhus.

Af Henrik Baumgarten

Økonomien har det svært i MyPlanet International, der i Danmark bl.a. har rejsebureauerne MyPlanet & MarcoPolo med speciale i primært oversøiske rejser. I sidste regnskabsår omsatte MyPlanet & MarcoPolo for 227 mio. kr., men fik et underskud på 7,4 mio. kr.

Det får nu konsekvenser blandt de 36 ansatte på kontoret i København – også kontoret i Aarhus har 36 medarbejdere, men her er kun én blevet opsagt. Kontoret i Gøteborg berøres ikke.

Brand manager for MyPlanet & MarcoPolo, Dorte Kuula, siger til standby.dk:

”Vi startede mandag i denne uge samtaler med medarbejderne i København. Hensigten var i første omgang, at halvdelen af de 36 skulle opsiges. Men der er gennem disse dage kommet så mange forslag til, hvor der ellers kan spares, at tallet bliver under 18.

Når vi har opsigelserne på plads, vil vi udsende pressemeddelelse – også med informationer om bureauets fremtidige planer,” siger Dorte Kuula.

MarcoPolo lukkede i december sidste år sin afdeling i Aarhus, hvilket kostede otte ansatte jobbet. Men fra midten af november vender MarcoPolo-varemærket tilbage til kontoret i Aarhus.

I sidste måned stoppede Henrik Elmholdt som fælles direktør for MyPlanet & MarcoPolo og sportsrejsebureauet TravelSense, der har samme engelske ejer som MyPlanet & MarcoPolo.

MyPlanet & MarcoPolo hører under den tysk-engelske TUI-koncerns Special Holiday Group, SHG. Samantha Stimpson fra direktionen i SHG er indtil videre direktør for de danske SHG-bureauer.

TUI Travel, der er noteret på børsen i London, ejer bl.a. også Star Tour.

Henrik Elmholdt blev sidste år fælles direktør for MyPlanet & MarcoPolo og Travel Sense, Camilla Andersen er adm. direktør for Travel Sense, som hun startede i 2002 sammen med netop Henrik Elmholdt og Ulrik Bohse.

Camilla Andersen oplyste onsdag til standby.dk, at problemerne i MyPlanet & MarcoPolo ikke påvirker Travel Sense.

”Vi har gode planer for den fremtidige drift af MyPlanet & MarcoPolo, og trækker, trods nedskæringerne i København, ikke MarcoPolo-varemærket ud af København,” siger Dorte Kuula og tilføjer:
”Vi ser et MyPlanet & MarcoPolo, der kan ekspandere og få ny vækst. Fraregnes omkostninger til den restrukturering, vi nu er i gang med, får vi overskud i dette regnskabsår.”

”MyPlanet & MarcoPolo kommer med en ny og skærpet profil. Jeg kan af hensyn til de forhandlinger, der lige nu finder sted med medarbejderne, endnu ikke sige, om vi fortsat vil have fokus på oversøiske rejser, om vi får et større stilskifte samt hvem, der i fremtiden skal stå i spidsen for MyPlanet & MarcoPolo i Danmark,” siger Dorte Kuula.

Selve Marco Polo blev etableret i 1982 af Bethsy Holk og Ingrid Emonds. For syv år siden blev Marco Polo overtaget af MyPlanet.