Nyt råd skal skabe vækst i turismen

Det er væksten i et af de vigtigste eksporterhverv, der er i fokus, når Turismens Vækstråd træder sammen for at drøfte, hvordan dansk turisme vinder sine tabte markedsandele tilbage.

 

Turismen skaber årligt en valutaindtjening på over 30 milliarder kroner og beskæftigelse til over 100.000 danskere, men mens landene omkring os er i hastig vækst, taber Danmark markedsandele.

 

Vækstrådet får adm. direktør og tidligere borgmester, Mads Lebech, som formand og består af 40 topledere, enten beskæftiget meget direkte med turisme og oplevelser eller med generelle interesser i erhvervet og den vækstdagsorden, der skal sættes.

 

”Turismen spiller en afgørende rolle for Danmarks position internationalt og er bogstavelig talt ren valuta på statsbudgettets bundlinje. Samtidig er turismen med til at brande os som en attraktiv nation at investere og arbejde i og er dermed af stor betydning for hele det danske erhvervsliv. Jeg ser turismen som én af Danmarks styrkepositioner med et stort og uforløst potentiale, som vi skal have gjort noget ved. Det er derfor en utrolig vigtig dagsorden, vi nu sætter”, siger Mads Lebech.

 

”Trods europæisk gældskrise og lavkonjunktur vokser turismen hastigt på verdensplan og i Europa. Bare ikke i Danmark. Derfor er der behov for at gøre noget nyt, så også Danmark kan få del i den internationale vækst. Vi kan ikke bare lade stå til, mens vi år for år mister markedsandele til landene omkring os”, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta.

 

Vækstrådet vil fungere som en tænketank, der identificerer og udvikler nye idéer, mål og løsninger samt afdækker muligheder for synergi og vækst. Endvidere vil vækstrådet sætte en fælles politisk dagsorden med henblik på at optimere de rammevilkår, som erhvervet arbejder under.

Skrevet af Flemming Juul