Nyt rejsebureau koster Rejsegarantifonden millioner

”Vi kan ikke sige, at Otium Travel har bedraget os og at vi ikke kan læse regnskaber. Men fra slutningen af august havde Otium god økonomi, nu koster dets konkurs os formentlig et par millioner kr. – vores største tab siden efteråret 2008, hvor Diana Jagtrejser og Øster Lindet Rejser krakkede.”

 

Det sagde adm. direktør for Rejsegarantifonden, jurist Birgitte Fjeldhoff, torsdag til takeoff.dk

 

Otium Travel – med binavnet Otium-Rejser – startede i januar i år med adresse på Åboulevarden i København og ejes angiveligt af en Huseyin Kiral. Otium blev i går, torsdag, erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten. Kurator er Ole Borch fra advokatfirmaet Bech-Bruun i København.

 

Otium blev registeret i Rejsegarantifonden i januar og udbød hovedsagelig rejser til Tyrkiet. Selskabet oplyste 7. oktober Rejsegarantifonden, at det pga. økonomiske vanskeligheder ikke kunne hjemtransportere ca. 300 kunder, som skulle hjem samme dag fra Tyrkiet.

 

På denne baggrund indgav Rejsegarantifonden konkursbegæring mod rejsebureauet – og sørgede for hjemtransport af de ca. 300 kunder.

 

Men der er stadig Otium-kunder i Tyrkiet omfattet af fondens dækning, som skal hjem i dag, fredag, eller senere. Nogle af disse har købt pakkerejser med fly og hotel. Andre har kun købt flybillet – men tilkøbt en konkurssikring og er derfor omfattet af fondens dækning. Kunder med flybillet, men ikke tilkøbt konkurssikring, er ikke omfattet af fondens dækning, og må derfor selv arrangere hjemtransport.

 

Ifølge Otium har rejsebureauet op mod 600 kunder omfattet af fondens dækning, som havde købt rejse til Tyrkiet 7. oktober eller senere. De kommer pga. konkursen ikke af sted. Kunderne kan søge det indbetalte beløb refunderet hos fonden, hvis de havde købt pakkerejse eller flybillet med konkurssikring.

 

Fonden har fulgt Otiums økonomiske udvikling ved månedlig regnskabsopfølgning. Så sent som ved opfølgningen i august realiserede selskabet positiv indtjening og havde gode finansielle nøgletal.

 

”Fonden er derfor meget overrasket over, at Otium i oktober kom i så store økonomiske vanskeligheder, at det ikke formåede at hjemtransportere kunder og måttet erklæres konkurs. Fonden vil anmode kurator undersøge, hvordan det var muligt på så kort tid at komme i så store økonomiske vanskeligheder,” siger fondens direktør, jurist Birgitte Fjeldhoff.

 

I øvrigt er andet dansk rejsebureau erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten – og genopstået med næsten samme navn. Det drejer sig om Voya Travels, der har skiftet navn til Voya Travel i Charlottenlund.

 

Ifølge Birgitte Fjeldhoff kan det nye navn skyldes, at Voya tidligere var ejet af den nu krakkede turoperatør, Billetcentralen, ejet af Mohammed Arshad. Hans firma havde registreret over 20 rejsebureauer som udbydere.

 

”Det er altid noget uldent ved Mohammed Arshad,” siger rejsebrancheanalytiker Ole Egholm til takeoff.dk

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten