Nyt storhotel klar før planlagt

Fra Arp-Hansens workshop, til venstre kædens koncerndirektør, Dorte Krak, Anne Winding fra en af de store kunder, incomingbureauet DMC, samt Arp-Hansens koncerndirektør for salg og marketing, Birthe Becker Schultz.

Fra Arp-Hansens workshop, til venstre kædens koncerndirektør, Dorte Krak, Anne Winding fra en af de store kunder, incomingbureauet DMC, samt Arp-Hansens koncerndirektør for salg og marketing, Birthe Becker Schultz.

For anden gang fremskriver Københavns største hotelgruppe tidspunktet for ibrugtagningen af sit 13. hotel. Med det nye hotel til 500 mio. kr., der nu forventes at åbne til sommer, kommer hotelgruppen Arp-Hansen op på 3.471 værelser og dermed ca. 20 pct. af hovedstadens hotelværelser.

Bygherre, entreprenører, håndværkere og Tivolis designteam har arbejdet hurtigere end forudset – derfor fremrykker Arp-Hansen Hotel Group nu den forventede åbning af sit andet hotel ved Tivoli Hotel & Congress Center. Det 4-stjernede hotel med 282 værelser forventes nu at åbne ”til sommer.” Tidligere var meldingen, at det var klart ved årsskiftet.

Hotellet giver yderligere 50 arbejdspladser ud over de nuværende 800 fastansatte. Hotellet får til efteråret også 42 nye mødelokaler – ligesom der kommer en lille pool på de øverste executive etager.

”Vi vil meget gerne have sommeren med for det nye Tivoli-hotel, der arbejdes i 3-holdsskift for at blive klar,” sagde koncernchef for hotelgruppen Arp-Hansen, Dorte Krak, til takeoff.dk da kæden forleden havde sin årlige workshop for rejsebranchen, erhvervskunder osv. Der var over 300 tilmeldte på netop Tivoli Hotel & Congress Center.

Forleden kunne standby.dk fortælle, at hotelkæden Radisson opgiver driften af Falconer-hotel i København med udgangen af næste år. Bygningen på Frederiksberg er ejet af ATP. Koncerndirektør for Arp-Hansen Hotel Group, Dorte Krak, siger, at man ”ikke sådan lige” er interesseret i at overtage driften af Falconer-hotellet. ”Vi har primært fokus på at ligge på centrale hjørner i hovedstaden,” siger hun.

Generelt er hotellerne i København kommet godt gennem vinteren: ”Københavns hoteller har en gennemsnitlig belægning på 73 pct. Det er mange år siden, den har været så høj – selv om mange af os mangler den sidste 100 kroneseddel for gennemsnitsprisen. Vi har endda haft en snitbelægning på vores foreløbig 12 hoteller gennem vinteren på 78 pct.,” siger Dorte Krak, der glæder sig over at København med bl.a. Wonderful Copenhagen har stigende succes med at tiltrække konferencer mm til hovedstaden.

”Uden at være jubeloptimist, så ser jeg positivt på fremtiden,” siger Dorte Krak. Arp-Hansen bruger et tocifret millionbeløb på markedsføring, bl.a. tv-annoncer, hvilket er med til at tiltrække flere gæster til kæden.

I sidste regnskabsår omsatte Arp-Hansen kæden for ca. 850 mio. kr. og forventer igen et overskud på den gode side af de 100 mio. kr. Samlet havde kæden i sidste regnskabsår 1 mio. hotelgæster – halvdelen er ca. fra Danmark, 15 pct. fra Sverige, 10 pct. fra Norge, mens to andre større markeder er Tyskland og Storbritannien.