Nyt underskud i SAS

I SAS regnskabsmeddelelse for 2010 konstaterer viceadm. direktør John Dueholm, at første kvartal er sæsonmæssigt svageste og kombineret med lidt overkapacitet i januar og februar, ventes indtjeningen i de første tre måneder af 2011 at blive negativ, omend bedre end første kvartal sidste år.

 

I 2010 led SAS et tab på 2,2 milliarder svenske kroner efter skat mod et tab i 2009 på 2,9 milliarder.

Fjerde kvartal 2010 forløb bedre end ventet af analytikerne. Driftsresultatet blev 974 millioner svenske kroner, hvilket overgik analytikernes forventninger med 180 millioner. 

SAS havde et underskud på 464 millioner før skat mod et underskud 1.519 millioner i samme periode 2009. Resultatet efter skat gav SAS et plus for kvartalet, især takket være en skatteindtægt på 458 millioner svenske kroner. I det tilsvarende kvartal året før blev det til et minus på 1,3 milliarder svenske kroner.

For hele 2010 måtte SAS konstatere et fald på ca. 10% til 40,7 milliarder svenske kroner. Underskuddet før skat blev 3,1 milliarder mod 3,4 milliarder svenske kroner i 2009.

Ved årets slutning er SAS nået i mål med 86% af ’Core SAS’. Effekten løber op i 800 millioner svenske kroner alene i fjerde kvartal, hvilket er bedre end ventet.

"Den opnåede resultateffekt i 2010 var 3,6 milliarder svenske kroner, hvilket er større end den oprindelige plan," skriver SAS i årsregnskabet.

 

Askeskyen i foråret betød, at selskabet tabte omkring 700 millioner svenske kroner, mens tabte retssager og forlig har kostet koncernen omkring en milliard svenske kroner.

Skrevet af Flemming Juul