Nytårsaften i Tivoli

Tivoli i København holder for første gang åbent for gæster, som ønsker at fejre nytår i Den gamle Have.

Der bliver både gang i karruseller, rutsjebaner og restauranter, fortæller Tivolis pressechef Torben Plank, ifølge avisen.dk. ”Sidste år holdt vi forsøgsvist åbent i nogle restauranter, som meget hurtigt meldte udsolgt, og interessen var så stor, at vi nu vil åbne haven for alle”.

Der er tradition for, at det går vildt for sig nytårsaften omkring Rådhuspladsen i København, hvor rigtig mange mødes for at fejre det nye år. Tivoli ligger lige ved, men vil man ind, skal man komme inden klokken 22, for da lukkes portene for at holde de værste nytårsbranderter ude.

Åbningen nytårsaften følger lige efter 20. år med Jul i Tivoli, som sidste år blev besøgt af over 800.000. I år er åbningstiden udvidet fra fredag 15. november og frem til og med 31. december med undtagelse af juleaften og 1. juledag.

Nytåret har åbne forlystelser indtil klokken 21.30 og det sidste fyrværkeri klokken 21.45. Gæster kan dog blive til klokken 00.30, når de fleste restauranter også lukker.