Også store fremgange i Aalborg og Aarhus

Åbningen af KLM’s rute til Amsterdam fra Aalborg Lufthavn sidst i marts har fået en forrygende start.  En vækst på 91 pct. i den totale udenrigstrafik sammenlignet med samme måned sidste år. Retvisende bør der korrigeres for askeskyens påvirkning af flytrafikken i april 2010 – når det er gjort, ser april 2011 stadig meget tilfredsstillende ud, oplyser lufthavnen.

 

I april 2011 fløj 105.180 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn. Det er en stigning på 36 pct. i forhold til samme måned sidste år – svarende til 28.000 ekstra passagerer.
Men der bør korrigeres for askeskyens indvirkning på tallene, da Aalborg Lufthavn var lukket seks dage og dermed mistede ca. 20.000 passagerer i april 2010. Korrigeret for dette var den reelle fremgang i april i år lige over 10 pct., oplyser lufthavnen.

 

”Men det er første gang vi har over 100.000 passagerer i en april, og på årets første fire måneder har vi haft en fremgang på lige under 10 pct.,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

 

Primært udenrigstrafikken markerede sig positiv i april i år med en fremgang på 91 procent i forhold til samme måned sidste år.

 

”Den nye KLM-rute til Amsterdam trækker tallene op. Det er i positivt, og vi glæder os over, at ruten ikke har kannibaliseret på vores indenrigstrafik. Med andre ord har vi tiltrukket nye passagerer til Amsterdam-ruten,” siger Søren Svendsen.

 

Indenrigstrafikken steg 28 pct. i forhold til april sidste år. Således fløj 83.508 passagerer mellem Aalborg og København – Danmarks største indenrigsrute – i april 2011.

 

Også chartertrafikken så fremgang i april i år sammenlignet med sidste år – hvilket ikke mindst kan tilskrives, at påsken i år var i april mod i marts sidste år. I alt havde Aalborg Lufthavn sidste måned 4.600 chartergæster.

 

Også Aarhus Lufthavn havde passagerfremgang i april i år sammenlignet med samme måned sidste år. Fremgangen blev 56 %. Der var 92 pct. flere charterrejsende og en stigning på 74 pct. i udenrigstrafikken, oplyser lufthavnens hjemmeside.

 

Lufthavnen understreger, at de store passagerstigninger skal ses i forhold til, at også Aarhus Lufthavn var lukket næsten en uge sidste år pga. asskeskyen samt at påsken lå i marts sidste år.

 

”Det giver derfor mere mening at sammenligne 2011- tallene med april 2009, idet påsken begge år faldt i samme måned,” siger lufthavnsdirektør Ole Paaske og tilføjer:

 

”Resultatet af denne øvelse er en samlet fremgang i lufthavnens passagertal på 22,4 % – også her er det chartertrafikken, der primært bidrager til væksten med en fremgang på 41,8 %. Tallene for indenrigstrafikken og udenrigsrutetrafikken er henholdsvis 24 pct. og 17 pct.”

 

I alt havde Aarhus Lufthavn sidste måned 54.000 passagerer 35.000 i april sidste år.
Sidste måned fik også Aarhus Lufthavn ny udenrigsrute, da Wizz Air åbnede på Gdansk med to ugentlige fly.

 

Danmarks næststørste lufthavn, Billund, oplyste i går, at april i år blev dens bedste nogensinde med næsten 220.000 passagerer.

Skrevet af Henrik Baumgarten