HOTELLER: ”Forløbet om afviklingen af Melodi Grand Prix i København var ikke ideelt, men jeg er enig med Horesta i, at vi skal afvente rapporten – og ikke blande det sammen med Wonderful Copenhagens øvrige arbejde,” siger chef for Københavns største hotelkæde. Hun melder generelt om gode tider for hotelbranchen.
Der var store dønninger efter det høje tocifrede millionunderskud ved Københavns værtskab for dette års Eurovision Song Contest. Medlemmer af Region Hovedstaden har talt om at nedlægge Wonderful Copenhagen, der var medarrangør af eventen.
”Men det er en absurd tanke,” sagde formand for hotelbranchens arbejdsgiverforening, Horesta, Jens Zimmer Christensen, i sidste uge og advarede mod forhastede konklusioner om fremtiden for Wonderful Copenhagen, før rapporten om afviklingen af Eurovision Song Contest er klar næste måned.
Samme holdning kommer nu fra koncernchefen for Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, Dorte Krak, der til standby.dk siger: ”Hele forløbet om afviklingen af Melodi Grand Prixet var ikke ideelt. Jeg skal ikke gøre mig til dommer i sagen, men jeg er enig med Jens Zimmer Christensen i, at det blev en dyr affære og at vi må afvente rapporten. Wonderful Copenhagens involvering i grand prixet skal ikke rodes sammen med WoCos øvrige arbejde, hvor de gør det rigtig fint.”
Til standby.dk sagde bestyrelsesformand i Horesta, Jens Zimmer Christensen, i sidste uge: ”Eurovision Song Contest i København blev dyrere end budgetteret, det svirrer med tal, men lad os afvente rapporten om dette, som WoCo selv har bestilt. Pressedækningen af WoCo efter grand prixet har haft elementer af karaktermord og er til dels gået i selvsving.”
Dorte Krak siger, at det generelt går godt for hotelbranchen i København: ”København har haft et rigtig flot første halvår af 2014. Hos os har vi set flere gæster end i første halvår af sidste år og også gæster, der vil betale for dyrere og bedre værelser end tidligere.”
”Opsvinget har bidt sig fast, vi ser at gæsterne måske tager en ekstra overnatning, at de øger deres forbrug ved at købe et bedre værelse og f.eks. bestiller en flaske mousserende til værelset. Pengene synes at sidde lidt løsere, vi sælger f.eks. flere overnatninger i suiter – der synes generelt at være bedre træk i skorstenen,” siger Dorte Krak.