44-årige Gina Kragh er retur hos Jysk Rejsebureau i Aarhus med ansvar for intern jura rådgiver samt som rejsekonsulent. Hun sidder fortsat i Pakkerejse-Ankenævnet, hvor hun er et af de to medlemmer udpeget af Danmarks Rejsebureau Forening.
”Det var en lykkelig skilsmisse fra Jysk Rejsebureau, jeg fik at vide, at jeg altid var velkommen tilbage,” sagde Gina Kragh i 2008 til takeoff.dk i forbindelse med hendes beslutning om at forlade Jysk Rejsebureau og starte sit eget, Traveladvisor.
”Efter 15 år hos Jysk Rejsebureau trængte jeg til noget nyt. Jysk Rejsebureau har god markedsføringsstrategi med fokus på unge backpackere, men jeg er mere til ”senior-backpackere,” som gerne vil have jord under neglene, men også komfort. I første omgang har jeg givet mit projekt, Traveladvisor, et år,” sagde Gina Kragh i 2008 – det blev til tre.
Det har ikke været muligt for takeoff.dk at træffe Gina Kragh for kommentar til det nye karriereskifte – på Jysk Rejsebureaus hjemmeside skrives, at Gina Kragh bl.a. har rejseerfaring fra Caribien, Det Indiske Ocean og Sydøstasien. Samme fokusområder som hendes nu nedlagte rejsebureau havde.