Optimismen fejler intet hos Airbus

Indien får brug for 1.040 små og store passagerfly til en værdi af ca. 145 milliarder dollars de kommende 20 år, forudser Airbus, der betegner Indien som verdens fjerdestørste marked for passagerfly. Fire ud af fem af de nye fly går til vækst, mens resten erstatter fly, der er på vingerne i dag hos indiske flyselskaber.

 

De indiske flyselskaber har i dag 327 fly i drift og med forventede over 1.000 ekstra fly, giver det en tredobling af de indiske flyselskabers flyflåder. Indien forudses i 2030 at have verdens fjerdestørste økonomi.

 

Væksten i den indiske passagertrafik er i disse år 7,2 pct. – mod et gennemsnit på verdensplan på 4,8.

 

Men mange indiske flyselskaber er i dag i store problemer. Fem af de seks største i verdens næststørste land målt i indbyggere, flyver med underskud. De forventes i dette regnskabsår at få et samlet underskud på tre milliarder dollars – og dermed bringe deres samlede gæld op på 20 milliarder dollars.

 

Værst ser det angiveligt ud for Kingfisher Airlines; selskabet var sidste måned blot en uge fra at lande i Oneworld-alliancen, da Oneworld aflyste optagelsesfesten.

 

Siden er Kingfisher hældt ud af IATA’s afregningssystem ligesom British Airways har indstillet sine codeshare-flyvninger med Kingfisher, som bookmakerne næppe giver de højeste chancer for at overleve.
Selskabet har en gæld på 1,3 milliarder dollars – og taber navnlig penge på sine langruter.

 

Derfor reducerer Kingfisher sine langrute-flyvninger, siger selskabet uden at oplyse, hvilke ruter det drejer sig om, skriver Reuters. Selskabet flyver, eller fløj, med Airbus A330’ere til bl.a. London, Thailand, Singapore, Dubai og Hong Kong.

 

Kingfisher har også pt væsentlig færre flyvninger end normalt, fordi det har svært ved at betale sine ansatte, herunder piloter. Kingfisher, der aldrig har givet overskud, har oplyst, at det har behov for mindst 400 mio. dollars for at kunne flyve videre.

 

Kingfisher sagde sidste uge, at det var lige op over med at kunne præsentere en redningsplan.

Skrevet af Henrik Baumgarten