Otte timer med tog over 2.300 km.

Verdens længste højhastighedsstrækning går i Kina fra Beijing til Guangzhou, og den kan nu tilbagelægges på otte timer mod tidligere 22. Der skal lægges titusindvis af skinner i jernbanens udbygning i Kina den kommende tid.

Tænk engang. At kunne rejse med tog over 2.300 km på bare otte timer. Det svarer godt og vel til en tur fra København til Rom. Tag toget fra København ved 16-tiden om eftermiddagen og ankom til Rom inden midnat. Det er da et fremtidsscenarie der vil noget – hvis det nogensinde skulle blive virkelighed.

Sådan er det imidlertid i Kina, beretter Jan Lund i Jyllands-Posten. I slutningen af december åbnede Kina det tredje ben af otte i et overordnet system, der skaber hurtig og effektiv forbindelse fra nord til syd og øst til vest med højhastighedstog.

Strækningen fra Beijing til Guangzhou er på 2.300 km, og den kan nu tilbagelægges på otte timer, hvor det før tog 22. Og det er vel at mærke med toget. Højhastighedstoget.

Og mens vi er ved Kina og tog, så har Kina nu også verdens længste metrosystem. Lige inden det game år randt ud, blev der åbnet 70 km. ny metro i Beijing. Nu er det verdens længste foran både London, New York og Seoul.