Passagerfald i Aalborg Lufthavn

LUFTFART: Danmarks tredjestørste lufthavn havde sidste måned knap 4.000 færre passagerer end samme tid sidste år. Nedgangen forklares med udfordringer for indenrigstrafikken pga. aflysninger hos Norwegian og færre charterafgange til Tyrkiet.

I juni i år havde Aalborg Lufthavn god fremgang i udenrigstrafikken, men grundet udfordringer for indenrigstrafikken og færre charterafgange til Tyrkiet er der en passagertilbagegang i juni 2017 på 2,8 procent i forhold til samme måned sidste år, oplyser lufthavnen.

En tilbagegang i indenrigs- og chartertrafikken og vækst i udenrigstrafikken gav 139.125 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i juni 2017 mod 143.062 i juni 2016.

Omvendt noterer Aalborg Lufthavn, at der er udsigt til en juli med et travlt program. Lufthavnen står klar med øget bemanding og 275 nye parkeringspladser.

Aalborg Lufthavn oplyser, at dens udenrigsruter fortsætter deres stærke udvikling – med en vækst sidste måned på 8,9 procent i forhold til samme måned sidste år. Derved fløj 38.543 passagerer til og fra udlandet i juni 2017 mod 35.399 i juni 2016.

”Der er god gang i udenrigstrafikken i Aalborg Lufthavn, hvor vi oplever stigende efterspørgsel. Vi ser en tendens, hvor fremgangen i udenrigstrafikken bliver større måned for måned,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Ny indenrigsrute

Aalborg Lufthavns nye indenrigssæsonrute til Bornholm åbnede 15. juni, hvor et fyldt fly fra Danish Air Transport lettede. Den nye DAT-rute flyves til efteråret to gange om ugen.

”Det er glædeligt, at ruten til Bornholm er blevet taget så godt imod af nordjyderne og bornholmerne, der nu får let adgang til unikke ferieoplevelser,” siger Søren Svendsen og tilføjer: ”Indenrigstrafikken har dog overordnet haft nogle udfordringer i juni, hvor uforudsete omstændigheder gjorde, at (Norwegian, red)-afgange til København ikke kunne gennemføres. Det har resulteret i små 2.000 færre indenrigspassagerer i denne måned.”

Aalborg Lufthavns indenrigstrafik havde i juni en tilbagegang på 6,9 pct. Således fløj 70.686 passagerer fra og til Aalborg Lufthavn i forhold til samme måned sidste år, hvor dette tal var på 75.888.

Ruten mellem Aalborg og København er Aalborg Lufthavns største rute.

Færre Tyrkiet-afgange

Ligesom sidste måned er chartertallene påvirket af et reduceret antal afgange til Tyrkiet, hvor en del af rejseudbyderne først startede deres Tyrkiet-ruter i den sidste uge af juni. Derved var der 29.896 charterrejsende i juni 2017 mod 31.775 i juni 2016 – en tilbagegang på 5,9 procent.​