Passagertab i Aalborg Lufthavn efter Cimber Sterlings krak

Juni gav stort fald i indenrigstrafikken fra Aalborg Lufthavn, mens der var vækst på charter- og udenrigstrafikken. Samlet havde lufthavnen sidste måned 5,1 pct. færre passagerer end i juni sidste år.

 

I alt fløj 123.670 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i juni, en tilbagegang på 5,1 procent i forhold til samme måned sidste år med 130.316 passagerer, noterer lufthavnen.

 

”I juni 2011 havde Cimber Sterling over 30.000 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn, men tilbagegangen i juni 2012 er ca. 7.000 passagerer, så vi er på rette spor,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

 

Ferietrafikken er allerede godt i gang. Det ses i chartertrafikken som viser stigning på 7,5 procent til 22.805 passagerer i juni i år mod 21.210 i juni 2011.

 

Udenrigstrafikken er også i vækst, en stigning på 4,3 %, således rejste 23.345 i juni 2012 mod 22.384 i juni 2011.

 

Mandag den 9. juli er der igen åbningsfest i Aalborg Lufthavn – denne gang bydes velkommen til Turkish Airlines, som flyver til Istanbul tre gange om ugen. Den nye rute starter i Istanbul, herfra til Aalborg og så via Billund Lufthavn tilbage til Istanbul.

 

”International trafik vil fylde mere i fremtiden, da det er afgørende for vores vækst,” siger Søren Svendsen. 

 

Aalborg Lufthavns indenrigstrafik gik tilbage i forhold til samme måned sidste år. Således rejste 77.520 passagerer mellem Aalborg og København i juni 2012, en tilbagegang på 10,6 pct. i forhold til samme måned 2011. 

Skrevet af redaktionen