Pendulfart til og fra Billund Lufthavn

billund-lufthavn-800x524Med 344 ugentlige afgange fra Vejle til Billund Lufthavn får passagerer bedre muligheder for at komme til Vestdanmarks internationale lufthavn fra flere byer.

Sydtrafik har lagt de nye køreplaner, så de passer med de nye DSB-planer, der trådte i kraft den 13. december.

”Hos Sydtrafik er vi bindeled mellem DSB og lufthavnen. De gode togforbindelser og væksten i Billund Lufthavn er det spændende at bidrage til med vores busruter,” siger Jesper Lunau, presseansvarlig hos Sydtrafik.

Fra nord og syd kommer hver time i dagtimerne både et IC-tog og et IC-Lyntog og derudover en række regionaltog. Det bliver lettere for passagerer fra bl.a. Randers, Horsens og Odense at komme til lufthavnen.

Ud over den forbedrede forbindelse fra Vejle er der markante forbedringer fra Kolding til lufthavnen, som får op til 97 ugentlige afgange.

Knap 4% af lufthavnens passagerer benytter offentlige transportmidler. Det tal vil vokse med den forbedrede forbindelse.

”Vi ved, at cirka en tredjedel af vestdanske husstande ikke har bil og derfor er forbedringer af den offentlige transport vigtig. Specielt de mange tidlige og sene busafgange vil være til stor gavn og få flere til at benytte lufthavnen,” siger marketingchef Jesper Klausholm.

Med den nye køreplan er det muligt at komme til Billund Lufthavn med kollektiv trafik på cirka én time fra Herning. Bus 119 fra Give er tilpasset togforbindelsen fra Herning og Holstebro på hverdage og bringer byerne tættere på Vestdanmarks internationale lufthavn. 45 gange om ugen er det nu muligt at tage toget til Give og derefter tage bussen direkte til flyet i Billund Lufthavn. Den samlede rejsetid fra Herning bliver i nogle tilfælde halveret.

Tidligere passede busser og tog ikke sammen, og det var vanskeligt at komme med kollektiv transport fra Herning og Holstebro til Billund. Med den nye køreplan vil rejsetiden i nogle tilfælde være nede på en time.