Perlen blandt lufthavnsterminaler bliver hotel

Da den finske arkitekt, Eero Saarinen, i 1962 skabte den kurvede og flylignende terminal i Idlewild Lufthavn, der senere blev det JFK Airport, var det noget af et mesterværk for flyterminalerne, som ofte lignende udvidede fabriksbygninger.

Senere blev det et ikon for TWA i flyselskabets velmagtsdage, og vi er mange der kom ind og ud af New York via den berømte og smukke, men vel ikke helt funktionsduelige terminal. Som jeg husker det, skulle vi på nogle gevaldige vandreture.

Men ellers var der røde og hvide symboler, som ledte tanken hen på TWA’s fly. Ind til JFK til terminalen, og ud via utallige forbindelser med TWA over det meste af USA. Det var sagen, frem for den sammenkogte ret af alverdens flyselskaber, inklusive SAS, i den gamle terminalbygning skråt overfor.

Dengang fløj TWA også på København – New York og tilbød i øvrigt business class passagerer at flyve med helikopter videre til Manhattan.
For en halv snes år siden købte American Airlines det nødlidende TWA og lukkede terminalen. Nu vil ejerne af lufthavnen og New Jersey i forening bygge ud – og om – til et helt specielt lufthavnshotel med 150 værelser, i følge Wall Street Journal.

Selve terminalbygningen skal fungere som indgang og lobby til hotellet. Her skal være stribe af butikker og barer og blive noget af et samlingspunkt, også for andre end hotellets gæster. Værelserne bliver unikke og i betragtning af den megen plads er 150 værelser ikke overvældende.

Myndighederne har brugt 20 mio. dollar til at fjerne asbest og renovere hele området for at lokke entreprenører til at bygge og udnytte de arkitektoniske rammer bedst muligt.

Men det var måske nok lidt sjovere, da vi havde et velfungerende TWA i København med link til JFK- lufthavn.  På en måde langt mere nærværende end de to efterfølgere i København i dag, Continental og Delta Air Lines.

Skrevet af Ejvind Olesen