Politi: Overreaktion at stoppe SAS-fly

Personalet på et SAS-fly valgte i mandag aften at tømme flyet for passagerer i Kastrup Lufthavn og tilkalde politiet. Fem irakiske mænd var årsag til, at en hollandsk passager slog alarm hos flypersonalet og nægtede at flyve med.

De fem irakiske mænd blev tilbageholdt og afhørt af politiet, som også gennemgik al deres bagage, dog uden at finde noget. Mændene var blot fra det irakiske luftfartsvæsen og på vej hjem efter et kursus i Helsingfors. Efterforskningsleder René Hansen fortæller, at de fem mænd opførte sig meget stille og roligt under afhøringen.
”De var naturligvis kede af at være skyld i deres medpassagerers frygt og rejseforsinkelse,” siger han og kalder den hollandske passagers skræk for en ”overreaktion”.

Ifølge René Hansen er det normal procedure, at politiet tropper op med bombehunde og afhører passagerer, som flypersonalet finder mistænkelige.
Chefpilot i SAS, Jesper Myrhøj, understreger, at flypersonalet er uddannet i flysikkerhed, og at beslutningen om at tømme flyet for mennesker og tilbageholde de fem irakiske mænd er taget på baggrund af personalets erfaring og sund fornuft.
”Hvis man er i tvivl, så er man kort sagt ikke i tvivl. Sikkerheden kommer først. Og i denne her situation har den pågældende pilot og kabinepersonalet altså vurderet, at de fem mænd udgjorde en mulig sikkerhedstrussel,” siger han.

(Berlingske Tidende, d. 19. marts, 2008)

Skrevet af