Politikere frygter OL-kaos på Heathrow

Ifølge BBC mener formanden for parlamentets kulturkomite, John Whittingdale, at lufthavnen ikke har overvejet tilstrækkeligt, hvordan man vil klare presset af almindelige rejsende i den periode, hvor De olympiske Lege afvikles.

 

Heathrow havde en vækst på 6% i marts, hvilket betyder, at kufthavnen for første gang runder 70 millioner passagerer i en 12 måneders periode og John Whittingdale frygter, at ventetiden for ankommende passagerer vil overstige en time og dermed afholde gæster fra at komme igen.

 

"Et andet problem kan blive, at flyene ikke kan komme af med passagererne i terminalerne på grund af, at kapaciteten overskrides. Det vil medføre, at fly må cirkle over området mens de venter på landingstilladelse, mens andre holder i kø på rullebanerne eller blokerer gates”, skriver han.

 

Brevet kommer efter flere henvendelser fra flyselskaberne British Airways, bmi, Easyjet og Virgin Atlantic om, at passagererne kan komme ud for alvorlige forsinkelser og aflysninger i perioden.

 

John Whittingdale peger også på det forhold, at antallet af passagerer fra lande udenfor EU vil stige forholdsmæssigt, hvilket betyder længere behandlingstid end for EU-rejsende.

 

Også lufthavnens ejer, BAA, finder ventetiden i myldretiderne uacceptabelt høj, og beder grænsepolitiet om at tage sig af problemet. 

Skrevet af Flemming Juul