Politikere giver Kongekronen tilbage til kroerne

Kongekronen, som p.t. er dækket af en plade.

Kongekronen, som p.t. er dækket af en plade.

Ejeren af Grønhøj Kro, Gregers Laigaard, glæder sig til igen at få ret til at bruge det kongelige symbol, som han tidligere på måneden blev dømt til at fjerne fra hjemmesiden og fra en sten i haven.

”Selvfølgelig betaler jeg bøden på de 3.000 kroner, men jeg synes da, det er ærgerligt, at der ikke er flere politikere, der har trukket i arbejdstøjet noget før i den her sag”, siger han ifølge avisen.dk.

Han har også fjernet den lukkede kongekrone fra hjemmesiden og sat en plade foran stenen med det omstridte symbol.

I 1912 blev der vedtaget en lov om, at kun kongehuset og statslige myndigheder måtte bruge den lukkede kongekrone. Loven har dog ikke været håndhævet, og først da Rigsarkivet tidligere i år blev gjort opmærksom på Grønhøj Kros brug af det kongelige symbol blev kroen politianmeldt.

Hos Horesta er erhvervsjuridisk chef Kaare Friis Petersen glad for udsigten til en lovændring: ”Vi synes, der er en god historisk begrundelse for, at disse kroer bør have lov til at anvende den lukkede kongekrone”, siger han.

Et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet ønsker at ændre loven.