Barcelona set lidt fra oven – fra forlystelsesparken Tibidabo. Arkivpressefoto fra Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark.

Populære spanske destinationer vil begrænse turisttal

To særdeles populære rejsemål i Spanien er trætte af overturisme. Nu taler man om at begrænse antallet af turister, som kommer til Barcelona og Mallorca.

Overturisme er fortsat på dagsordenen i Spanien, og nu vil to af de helt store destinationer i landet begrænse antallet af turister, som kan besøge stederne. Det sker efter, at protester har sat fokus på emnet.

Konkret drejer det sig om Palma de Mallorca og Barcelona. På en konference i London arrangeret af Den Spanske Stats Turistbureau sagde turistcheferne for de to byer således, at de ikke mente, at man skal være bange for at indføre restriktionerne.

”Borgerne er vores prioritet på nuværende tidspunkt. Vi har tilmed sænket vores marketingbudget over de seneste tre til fire år. Begrænsningerne er gode. Dem skal vi ikke være bange for at indføre,” lød det fra Pedro Homar, som er direktør for Palma de Mallorcas turistkontor ifølge Travel Weekly.

Nulvækst er godt
Pedro Homars modstykke fra Barcelona, Mateu Hernandez, var enig med Homar. Han påpegede, at Barcelona siger nej til nye hoteller, nye ferieboliger og siger nej til krydstogter og grupperejser. Hernandez påpegede også, at der i 2024 var 15 millioner besøgende, hvilket ikke var flere end i 2023.

”Det er ikke et problem, at der ikke var vækst i antallet af turister. Det er, hvad vi ønsker os. Vi vil ikke have, at besøgende føler sig overrendte,” lød det.

Han påpegede, at Barcelonas indbyggere ønsker sig balance, og at en udfordring lige nu er at finde ud af, om turismen kan løse problemet.

Selv mener han, at protesterne mod turisme, som har været i Barcelona, er en kedelig udvikling. Han mener fortsat, at det er en minoritet, som ikke vil have turisme.

Til gengæld fokuserer man på konferencer og events, og man har investeret 400 millioner euro, næsten tre milliarder danske kroner, i infrastruktur, som skal understøtte konferencer og kulturbegivenheder.

Vil fokusere på turister med penge
I Palma de Mallorca har man til gengæld 12.000 senge. 95 procent af denne kapacitet findes på fire- til femstjernede hoteller, mens man næsten ikke har to- eller trestjernede hoteller. Det ser man som en god ting, for planen er at fokusere på at tiltrække turister med penge og begrænse antallet af daglige krydstogtanløb.

Fra Palma de Mallorcas borgmester, Jaime Martinez, lyder det, at man går op i destination management, og at man til gengæld ikke lægger vægt på markedsføring.

Intentionerne om at forsøge at begrænse antallet af turister bliver ikke taget dårligt imod alle steder fra i rejsebranchen. TUI’s chef for bæredygtighed, Ian Corbett, siger således, at man ønsker at være en del af løsningen, og at destinationer har en grænse for, hvor meget turisme de kan holde til. Han mener, at en del af løsningen er at koordinere, så antallet af turister ikke overstiger det, destinationer kan klare.

Relaterede artikler:

Turistparadis: Måske daglig turistskat på 100 dollars

Middelhavs-borgmester bandlyser krydstogtskibe

Snart klager også julemanden over overturisme