Post Danmark Rundt markedsfører Danmark

800px-Post_Danmark_Rundt_2012_Vejle_(7985349115)Millioner af europæiske TV-seere får set nogle af de smukkeste sider af Danmark, når Eurosport 2 til august viser Post Danmark Rundt. Det udnytter VisitDenmark til en kampagne.

Når feltet buldrer forbi med 50 km/t, får de ikke tid til at se de idylliske omgivelser, men det får de 18 millioner europæiske fans, der forventes at se med, når Eurosport 2 fra den 4. til den 8. august dækker cykelløbet.

Billeder fra bl.a. Vestkysten, bakkerne ved Vejle, Nordsjælland med Kronborg og København giver optimale muligheder for at markedsføre Danmark. Derfor har VisitDenmark indgået samarbejde med Eurosport og investeret i en reklamekampagne de fem dage.

15 timers billeder fra Danmark garneres med reklamespots af 30 sekunders varighed, som bliver sendt til mere end 50 lande og i alt 69 millioner hjem.

“Kendskabet til Danmark er lavt, selv i vores nærmarkeder som Tyskland, Sverige og Norge. Med aftalen får vi mulighed for at fortælle gode historier om Danmark på tværs af vores europæiske markeder,” siger brandingchef Anja Hartung Sfyrla.

Reklamespots bliver vist lige før og lige efter udsendelserne fra det danske cykelløb, og reklamerne vil blive versioneret i forhold til relevans for markeder og målgrupper.

Ud over selve reklamerne betyder VisitDenmarks aftale med Eurosport, at Danmark også vil blive eksponeret på Eurosports onlinemedier.