Potentiel fusion vil berøre SAS positivt

En fusion mellem British Airways og spanske Iberia kan blive startskuddet til en større europæisk konsolidering. Tilsammen kommer de to selskaber til at dominere den europæiske trafik til både de nord- og sydamerikanske kontinenter. SAS ventes kun delvist positivt berørt af fusionen.

»En fusion mellem de to selskaber kan blive startskuddet til en større konsolidering i Europa, og de pressede europæiske luftfartsmarkeder taler for det,« forklarer analytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

Han understreger, at indtjeningsniveauet i luftfarten er alt for lavt, fordi kapaciteten er alt for høj. En fusionen med det ledende spanske Iberia kan måske give lidt luft til SAS’ spanske Spanair.

 

»Det kan være, at fusionen medfører en lidt mildere konkurrence på det spanske marked. Iberia skal skabe en større indtjening, og det kan være godt for Spanair,« fortsætter Jacob Pedersen.

Spanair er det næststørste selskab på det spanske marked, der fortsat betragtes som det værste med hensyn til indtjening i Europa. I starten af juli fusionerede de to spanske lavprisselskaber Vueling og Iberia-ejede Clickair, og det skabte da også mere luft til, at Spanair kunne hæve priserne for at bringe underskuddet ned.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen