Premiere for ny Amadeus-platform

Amadeus har knyttet 60 hotelkæder verden over til sin platform, Amadeus Worldwide Commission Manager (WCM). Samtidig lanceres løsningen i Frankrig, hvor man har testet en pilotudgave med positivt resultat.

Platformen indeholder mere end 20.000 individuelle hoteller og gøres nu tilgængelig for Frankrigs 4.400 rejsebureauer.

”Vi ved at provisioner fra hotelbookinger er en voksende indtægtskilde, samtidig med at administrationen er besværlig og tidskrævende,” siger Jean De Durfort, chef for Hotel Distribution, Amadeus. ”Vi har udviklet WCM for at give bureauerne overblik over alle deres bookinger og tilgodehavender hos tilknyttede hotelpartnere via én central kilde”.

WCM er en portal, der følger og registrerer betalinger fra aktive og gennemførte hotelreservationer, uanset hvilket provisionssystem det enkelte hotel anvender. Der er ingen omkostninger ved teknisk opstart, vedligeholdelse eller afgifter knyttet til værktøjet.

Arbejdet med at lægge nye hotelkæder ind i systemet er i fuld gang, og dermed lanceres løsningen sandsynligvis i Skandinavien senere i år.

Skrevet af web-redaktionen