TURISME: USA’s rejseindustri presser de amerikanske myndigheder for at få reduceret ekstreme ventetider på op til fire timer ved paskontrollen. Dagligt rejser i snit 1,7 mio. personer ind i USA.
US Travel Association – sådan nogenlunde et amerikansk svar på VisitDenmark – har igen kraftigt opfordret USA’s regering til at få gjort noget ved de ofte alt for lange ventetider ved indrejse til USA. US Travel Association og dets partnere frygter, at de lange ventetider skader landets rejseindustri.
I et åbent brev til ministeren for Homeland Security, Jeh Johnson, skriver US Travel Association, at op til fire timers ventetid ved paskontrollen afskrækker besøgende for at vende tilbage til USA, hvilket skader landets økonomi. Sidste år brugte udenlandske besøgende 99 milliarder dollars under rejser i USA.
Medunderskriver af brevet er hotelkæder som Sheraton og Hilton, statslige turistkontorer og amerikanske lufthavne. De ønsker mindst 1.000 nye pasbetjente stationeret i landets travleste lufthavne for internationale besøgende.
Department of Homeland Security (DHS) har ansvaret for indrejsekontrol i USA. Under DHS hører Customs and Border Protection (CBP), der forestår den egentlige paskontrol for indrejsende til USA. Homeland Security har netop fået bemyndigelse til at ansætte 2.000 nye pasbetjente i år.
Dagligt behandler CBP’s over 25.000 betjente i snit 1,7 mio. personer der rejser ind i USA, via lufthavne, veje fra Canada og Mexico, skibspassagerer mm.