Presset Sterling på vej mod nyt salg

Mens høje oliepriser og lavkonjunktur har tvunget verdens flyselskaber i knæ, har lavprisselskabet Sterling været på jagt efter en ny ejer.

 

Der er i øjeblikket tætte forhandlinger med to-tre potentielle købere. Disse forhandlinger ventes afsluttet i løbet af weekenden eller senest med udgangen af næste uge. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

»Jeg kan bekræfte, at der er en dialog med potentielle investorer. På grund af min tavshedspligt i forbindelse med den dialog kan jeg ikke sige mere,« siger Almar Örn Hilmarsson, adm. direktør for Sterling.

 

Han erkender, at det har været en svær proces, fordi finanskrisen har fjernet tilliden til selskaber med islandsk tilknytning.

 

»Det paradoksale er, at finanskrisen har øget vores salg. De seneste tre uger har vi oplevet stor vækst i vores erhvervssegment. Kunder, som typisk har fløjet med SAS før, vælger nu os,« siger han.

 

Almar Örn Hilmarsson vil hverken kommentere salgspris eller potentielle købere, men kilder tæt på Sterling fastslår, at der er tale om »ikke-islandske« købere med branchekendskab og solide finansielle forhold. Der er tale om et decideret salg af Sterling og ikke blot om en del af selskabet.

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen