Primera Air øger afgangene fra Aalborg lufthavn

Primera Air fly lufthavnLUFTFART: Det islandske flyselskab øger til sommer afgangene fra Aalborg lufthavn til spanske feriedestinationer.

Fra sommeren 2017 udvider Primera Air antallet af afgange til både Malaga og Mallorca fra Aalborg Lufthavn. Ruten til Malaga får tre ugentlige afgange, mens flyvninger til Mallorca øges til to afgange ugentligt.

“Vi er glade for at kunne tilbyde et bedre produkt til vores kunder i Aalborg fra sommeren 2017. Med denne forbedrede flyveplan kan man vælge alt fra en hurtig weekendtur til en lang ferie til disse destinationer,” siger vicedirektør for salg og marketing i Primera Air, Anastasija Visnakova.

Primera Air har ugentlige fredagsafgange til Chania/Kreta og Rhodos og har derudover ruter fra Aalborg Lufthavn til Tenerife og Gran Canaria.

”Vi er virkelig stolte af at være en af de største operatører i det nordlige Danmark og sætter stor pris på den påskønnelse, vi møder hos vores kunder,” siger hun.

Norwegian flyver ligeledes Aalborg-Malaga og Aalborg-Mallorca, og Primeras oprustning på ruterne vil derfor give kommende feriegæster større mulighed for at tilpasse flytiderne til de spanske destinationer.