Prisgaranti hos SAS

Flyselskabet lover en dusør på 500 kroner, hvis en rejsende finder en SAS-billet til en lavere pris på en ‘fremmed’ webside. Men der er en kolossal mængde bestemmelser, der skal være opfyldt, før prisgarantien kan træde i kraft. Det skriver Politiken.

 

For eksempel skal kunden købe og betale for begge billetter. Den ‘fremmede’ billet skal være mindst 100 kroner billigere end den billet, der er indkøbt på sas.dk. Hvis den er det, annullerer SAS sin egen billet, og kunden rejser så videre på den anden billet. Men hvis noget kikser i forløbet, så står den rejsende altså tilbage med to billetter til den samme rejse, hvoraf ingen af dem kan refunderes.

 

»Det er rigtigt, at der er nogle af de her punkter, som godt kan virke lidt besværlige. Det er en ny ordning og nu må vi lige kigge punkterne igennem«, siger Mikkel Thrane, pressechef hos SAS .

 

SAS havde premiere på sin prisgaranti 21. juli i år, men tilsyneladende er der ingen, der har haft held med at finde billigere billetter.

 

»Der er indtil videre ikke én eneste, som har udfyldt formularen på vores website, som benyttes i tilfælde af, at man har fundet en billigere SAS-billet et andet sted og skal kræve sine 500 kroner«, siger Sven-Eric Nilsson.

 

Dertil skal det pointeres, at andre flyselskaber kan dog stadig være billigere end SAS.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen