Priskrig mellem SAS og Norwegian

På den strækning er der dødt løb mellem de to bejlere til tronen som det billigste skandinaviske flyselskab, viser en opgørelse fra Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.

 

Vil man med fly fra København til Oslo om fire uger, skal man se sig godt for, inden billetten bestilles. Der er nemlig priskrig mellem SAS og Norwegian. Et pristjek viser, at der praktisk talt er dødt løb mellem de to selskaber.

Umiddelbart fremstår Norwegian billigst, hvis man blot ønsker at rejse uden at gøre brug af tilkøbet for bagage eller sædevalg. Køber man billetten direkte hos Norwegian, er laveste pris for en returbillet fra København til Oslo på 776 kroner i uge 24, der strækker sig fra 11. til 17. juni.

Hos SAS skal man betale 40 kroner mere, så prisen bliver 816 kroner, men her får man til gengæld 23 kilo indchecket bagage med i prisen og betaler ikke ekstra for sædevalg.

I SAS-prisen er inkluderet det såkaldte salgstillæg på 30 kroner, og der kommer ikke yderligere omkostninger ved betaling med kreditkort. Det gør der til gengæld hos Norwegian, hvor man skal betale 40 kroner for at benytte et kreditkort.

Indcheckning af bagage hos Norwegian koster 69 kroner pr vej, mens valg af sæde beløber sig til 89 kroner pr enkeltrejse. Samlet set vil returrejsen med Norwegian løbe op i 1.132 kroner, hvis man gøre brug af alle ekstraydelserne. Dette skal ses i forhold til en pris hos SAS på 816 kroner med alt inkluderet.

Indregner man kreditkortgebyret hos Norwegian og rejser uden bagage og sædevalg, vil prisen være 816 kroner. Præcist det samme beløb som SAS.

Skrevet af Flemming Juul