Profil Rejser køber krydstogtbureau

Flere og flere opruster med salg af krydstogter. Nu vender Profil Rejser tilbage til et produkt, hvor bureauet tidligere har ført sig kraftigt frem.

 

Travel House A/S, som ejer Profil rejser, har købt How2cruise af Bella Vista Travel Group. Personalet blev underrettet her til morgen, og rent fysisk rykker bureauets ansatte med Helle Johansen i spidsen som produktchef ind hos Profil Rejser.

 

Der er ikke lagt op til afskedigelser. Tværtimod. Nu skal der satses på den del af krydstogtmarkedet, hvor det store publikum befinder sig, nemlig i midterkategorien til krydstogter fra 5.000 kr. og opefter.

 

How2Cruise udgør i dag godt og vel en tredjedel af forretningen hos Bella Vista, som herefter vil køre videre med salget af eksklusive krydstogter, hvor bureauet er dominerende med flere generalagenturer.

 

Indehaveren af Bella Vista Travel Group, Jesper Boas Smith, er også en af de tre store investorer i Travel House.

 

”Tiden er kommet til at adskille How2Cruise fra vore øvrige aktiviteter. Vi skal sikre den optimale udvikling for begge virksomheder. How2cruise er mere end stærk nok til at stå på egne ben. Det her er en win-win situation for begge parter,” siger Jesper Boas Smith.

 

”Vi ser krydstogter som yderst interessant med mange muligheder. Der er endnu ikke mange i branchen med den fornødne ekspertise,” tilføjer adm. direktør i Profil Rejser, Peter Rasmussen.
Der er næppe tvivl om, at Travel House har mod på endnu flere opgaver. Det understreges af bestyrelsesformand Peter Grønlund:

 

”Der er ingen tvivl om, at rejsebranchen kommer til at opleve en stærk konsolidering de kommende år, og vi står parat til at tage del i mulighederne,” siger han.

Skrevet af Ejvind Olesen