Qatar Airways fortsætter ekspansion

Qatar Airways’ koncernchef, Akbar Al Baker, var i Venedig til åbningen denne weekend af den nye rute fra Qatars hovedstad, Doha. Venedig er Qatar Airways femte nye destination i Europa i år – sidste år begyndte selskabet at flyve på Københavns Lufthavn.

 

Venedig kom bl.a. på Qatar Airways’ rutenet fordi byen tiltrækker op mod 20 mio. turister om året – ligeledes er Venedig og Veneto-regionen i det nordøstlige Italien hjemsted for en række store italienske koncerner.

 

Ifølge Qatar Airways har Venedig-lufthavnen et opsamlingsområde på over seks mio. mennesker, ca. 10 % af Italiens befolkning, og tæller storbyer som Bologna, Verona og Trieste.

 

Venedig blev Qatar Airways’ tredje italienske destination, selskabet flyver i forvejen dagligt på Rom og Milano. Ruten til Venedig flyves med Airbus A320-fly med 12 pladser på business class og 132 bag gardinet.

 
Resten af året kommer der yderligere syv nye destinationer for Qatar Airways:

Selskabet får 29. juni sin canadiske debut med tre ugentlige flyvninger til Montreal; selskabet ville sikkert gerne have flere, men bl.a. Air Canada stritter meget imod at navnlig selskaberne fra Golfen kommer ind på det canadiske marked.

Fra 14. juli flyver selskabet fire gange om ugen til Medina, dets fjerde destination i Saudi-Arabien.

27. juli bliver der daglig flyvning til Kolkata, selskabets 12. destination i Indien.

14. september begynder ny rute til Bulgariens hovedstad, Sofia, der får besøg fire gange om ugen.

Fra 5. oktober kommer der fem ugentlige fly til Oslo – Qatar Airways flyver allerede til såvel Stockholm som København.

2. november får Ugandas hovedstad Kampala et dagligt fly fra Doha.

Fra 30. november flyves der dagligt til Baku i Aserbajdsjan, flyet fortsætter til Tbilisi i Georgien.

 

Qatar Airways betjener i dag 100 destinationer verden over med sine lige så mange fly – i 2013 forventer selskabet at have 120 destinationer med 120 fly; altså mere end en ny destination i snit om måneden.

 
Qatar Airways købte i øvrigt tidligere på måneden 35 pct. af luftfragtselskabet Cargolux med hjemmebase i Luxembourg; aktieposten i Europas største luftfartselskab var tidligere ejet af daværende Swissair. Prisen menes, ifølge Reuters, at være ca. 1,5 milliarder kr.

 

 

Skrevet af redaktionen