Qatar Airways øger i København

Qatar Airways er i øjeblikket eneste mellemøstlige flyselskab i Københavns Lufthavn, her knokler det for at få en førerposition i Danmark inden rivalen Emirates fra Dubai formentlig dukker op inden for et år.

 

Under et halvt år efter at Qatar Airways kom til Københavns Lufthavn, indsætter selskabet nu øget kapacitet på ruten til sin hovedlufthavn, Doha.

 

Siden 30. marts i år har Qatar Airways fløjet fra København til Doha. Selskabet har hidtil brugt en lille Airbus 319 med 110 sæder, men fra vintersæsonens start, 31. oktober, mere end fordobler selskabet sin kapacitet på ruten. Det sker med indsættelsen af de større A330-200 og A330-300 med hhv. 260 sæder og 305 sæder.

 

Alene i år har Københavns Lufthavn fået tre nye interkontinentale ruter – ud over ruten til Doha også Delta Air Lines til New York JFK, Air Canada til Toronto og 1. oktober åbner Egypt Air mellem København og Cairo.

 

”Qatar Airways har succes mellem København og Doha. Selskabet har udnyttet det store markedspotentiale,” siger salgsdirektør i Københavns Lufthavn, Carsten Nørland.

 

Fra februar næste år styrker Qatar Airways sin kapacitet på København gennem en forøgelse af de ugentlige antal afgange fra de nuværende fire til seks.

 

Qatar Airways er på vej mod 100 destinationer – blot 13 år efter sin åbning.

Skrevet af redaktionen