Queen Elizabeth til Danmark til sommer

Naturligvis måtte det være den engelske dronning, som i går navngav Queen Elizabeth i Southampton med tusinder af tilskuere og direkte TV transmission fra både BBC og Sky. Det 90.000 tons store skib er det tredje af samme navn fra Cunard Line. Det første stammer fra september 1967.

Det er familiemedlem til Queen Mary 2 og Queen Victoria. Førstnævnte er fortsat det største skib af søskendeflokken. ”Der er tale om et skib, der i høj grad vil appellere til danskerne med charme, god service og spændende destinationer,” siger Jesper Boas Smith fra Bella Vista Travel, der er generalagent i Danmark.

Jomfrurejsen begynder 12. oktober og er på 13 nætter til Sydeuropa. Senere 5. januar følger en World Cruise på 103 døgn. Priserne starter med 1.000 kr. pr. døgn. Ønsker man den største suite er prisen 11.360 kr. pr. dag.

Naturligvis bliver der også tid til en tur til de norske fjorde med afgang 17. maj. Tre gange anløbes København, nemlig 4. juni, 11. juli og 18. august næste år.

Nybygningen er 294 meter lang, har 12 dæk og plads til 2068 passagerer. Farten kan komme op på 44 km i timen. De 90.000 bruttotons er en god mellemstørrelse af krydstogtskibe i dag.

Det er den sidste nybygning af krydstogtskibe i år. Næste år kommer færre. Finanskrisen har sat sine spor.

 

 

Skrevet af redaktionen