Rabat på 490.000 kr. gav millionkongres

Kongres[1].jpgMICE: Den danske hotelmoms gjorde København 490.000 kr. dyrere end Prag, sagde arrangør af international kongres. Det fik fire københavnske hoteller og Bella Center til at betale forskellen – i forvisning om, at rabatten nok skal blive tjent ind.

Til juni er København værtsby for en fire dage lang kongres med ca. 1.200 deltagere. Men det var på et hængende hår, kongressen kom til København. Den danske hotelmoms gjorde nemlig byen 490.000 kr. dyrere end den anden favorit, Prag.

Derfor besluttede de fire københavnske hoteller, hvor de ca. 1.000 mødedeltagere skal bo, sammen med Bella Center, hvor kongressen holdes, at skære forskellen af deres samlede pris på at huse kongressen – Det gav underskriften!

Rabatten kunne gives, fordi millionindtægterne ved at have kongressen i København, vil overstige nedslaget i prisen. Og da kongressen samtidig ligger i juni, som er en tynd periode med få erhvervsgæster, er hotellerne glade for de mange kongresdeltagere.

Erhvervsturismen er en meget attraktiv turisme, da erhvervsturister bruger langt flere penge pr. døgn end ferieturister. Et forbrug, der kommer hoteller, kursus- og konferencecentre, restauranter, detailhandel, transportsektoren og andre erhverv til gode.

I øvrigt kunne Wonderful Copenhagen forleden fortælle, at antallet af vundne kongresser i dette års første kvartal overstiger samme periode sidste år. Det giver forhåbning om, at antallet af vundne kongresser i 2013 når rekordåret 2012.

I første kvartal af 2013 har Wonderful Copenhagen, Meetingplace-netværket og VisitDenmark vundet 17 internationale kongresser til afholdelse i København; to mere end samme kvartal sidste år.

De 17 kongresser forventes at få 14.000 deltagere og op mod 60.000 overnatninger. Det er næsten 20.000 flere overnatninger end resultatet for samme periode i 2012.

Den turismeøkonomiske omsætning af de 17 vundne kongresser anslås til 184 mio. kr. Resultatet for hele 2012 endte på 57 vundne kongresser – det højeste antal nogen sinde. Antallet af vundne kongresser er steget over 100 pct. siden 2008.

Hvert år er København værtsby for op mod 200 internationale kongresser og events, som genererer en milliardomsætning til byen.