Navneskiftet til Radisson Blu omfatter ni hoteller i Danmark, flere end 53 hoteller i Norden og 200 hoteller på verdensplan. Med navnet Radisson Blu bygger hotelkæden videre på den visuelle arv, den kendte blå boks, der i mere end ti år har kendetegnet hotelkæden i Norden.
”Vi er stolte af at kunne hejse Radisson Blu flaget over vores hoteller. Efter mange succesrige år med SAS er vi ivrige efter at fortsætte vores positive udvikling på egne ben. Antallet af destinationer, hvor flaget vil blive hejst er støt stigende”, siger Kurt Ritter, præsident og CEO for The Rezidor Hotel Group.
Radisson SAS blev til i 1994, da SAS International Hotels allierede sig med det amerikanske Radisson-brand i Europa, Mellemøsten og Afrika. Det nye brand voksede hurtigt og blev synonymt med innovation,
design og service – ikke mindst på grund af et af de første hoteller i kæden – Royal Hotel i København – som er designet af den legendariske danske arkitekt Arne Jacobsen i 1960, og som har vundet flere internationale priser for sin unikke indretning.