Radisson SAS er Nordens foretrukne hotelkæde

BDRC har i løbet af juni og juli 2008 interviewet 1.001 norske, svenske, finske og danske forretningsrejsende. Deltagerne i undersøgelsen er blevet bedt om at nævne, hvilke hotelkæder de kender bedst, både hjulpet og uhjulpet, hvilke hotelkæder de har benyttet inden for de sidste 12 måneder, hvilken kæde de foretrækker at benytte, samt hvor de helst vil overnatte, hvis de frit kan vælge.

 

For femte år i træk scorer Radisson SAS hotellerne højest, når alle kategorierne lægges sammen. Radisson SAS hotellerne er desuden den bedst kendte hotelkæde, samt det sted hvor flest forretningsrejsende vil overnatte, hvis de selv kan vælge frit.

 

”Det er naturligvis en stor tilfredsstillelse for os, at de forretningsrejsende helst vil vælge vores hotelkæde frem for de andre dygtige kæder i Norden. Men det er endnu vigtigere for os, at deres præference er steget år for år gennem de seneste fem år. Det vidner om, at vi kontinuerligt formår at forudse vores gæsters behov og opfylde dem”, udtaler Ole Sorang, som er nordisk marketingdirektør for The Rezidor Hotel Group.

 

Gennem det seneste år har Radisson SAS Hotels & Resorts som den første hotelkæde i verden indført gratis internetopkobling til både overnattende gæster og til møde- og konferencedeltagere. Et andet initiativ for de forretningsrejsende er samarbejdet med Nespresso, som har resulteret i espressomaskiner på alle business class værelser. Desuden er loyalitetsprogrammet GoldPoints blevet en stor succes blandt de hyppigt rejsende.

 

Radisson SAS har i dag 210 hoteller i drift og under udvikling i 53 lande i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen