Rasmus Klump fejres i Tivoli

Skæg flytter ind i TivoliTivoli er hjem for flere ikoniske figurer. En af dem er Rasmus Klump. Nu helliger Tivoli en hel dag til hans ære og tager forskud på hans 65 års fødselsdag i november.

Rasmus Klump og hans venner flyttede ind ved Tivoli-Søen i 2010. På søndag den 14. august vil Rasmus tage imod børn og voksne i selskab med søulken Skæg og veninden Flora. Der er et aktivitetsprogram på Plænen med musikalsk optræden, minitrafikbane, læsehjørne, udklædning og meget andet.

Der er også mulighed for at børn mellem 2 og 10 år kan deltage i Centimeter Maraton. Ruten måler 42.195 cm, hvilket er den præcis samme distance som et rigtigt maraton, bare i centimeter.  Efter en kort opvarmning med Rasmus Klump lyder startskuddet kl. 12:00. Når børnene kommer i mål er der guldmedalje, diplom, kiks og vand.