Arshad Khokhar har været concierge på københavnske hoteller i 25 år. Det blev fejret med reception for bekendte og forretningsforbindelser, som han har fået gennem de mange år – senest på Best Western Hotel City i København ved Kgs. Nytorv.
Pakistanske Arshad Khokhar kom til Danmark i 1970 med en cand. mag. i bagagen. I Danmark forelskede han sig i en dansk pige – de har nu været gift i 45 år og har to børn.
Arshad Khokhar har bl.a. været på det daværende Sheraton i København, Radisson Scandinavia og Radisson Royal Hotel.
I 18 år var Arshad Khokhar præsident for concierges foreningen ’De Gyldne Nøgler’, og han har ligeledes været præsident for SKÅL Klubben i Danmark.
Arshad Khokhar har passeret pensionsalderen, men siger: ”Så længe jeg har lyst, fortsætter jeg.” En udtalelse der glæder mange af de faste kunder på Best Western Hotel City i København.
Arshad Khokhar glæder sig, med hotellets direktør Claus Hegelund Bruun, over et næsten udsolgt hotel i disse dage og en belægningsprocent på over 80 i årets første seks måneder.
Arshad har deltaget i fem New York Maraton og siger: ”Det er ikke så ringe af en indvandrer, alt det jeg har været med til.”