Red Barnet vil have stop for børnehjems safari

Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk.

Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk.

TURISME: Danske rejsearrangører er under hård kritik af Red Barnet, Unicef og Børns Vilkår. – ”Det siger sig selv, at det ikke er for børnenes skyld,” siger Red Barnets repræsentant.

De danske rejsearrangører som Albatros, Stjernegaard og Marco Polo kom op til weekenden i skudlinjen hos Kristeligt Dagblad for at arrangere besøg på børnehjem i Thailand, Burma og Cambodja.

Anført af formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, og fulgt op af repræsentanter fra Red Barnet og Unicef. De vil have børnehjemsturismen – nedladende kaldt for børnehjems safari –  til at stoppe.

”Det kan kun gå for langsomt. Forestil jer, at man tager på guided tur i Jylland og besøger institutioner for udsatte børn. Der er jo ingen forskel på en sådan og en til zoologisk have,” siger Peter Albæk til bladet.

Børnepsykolog i Red Barnet følger ham med følgende: ”Det siger sig selv. At det her ikke er for børnenes skyld. De skal affinde sig med at blive kigget på og rørt ved af fuldstændigt fremmede mennesker. De bliver tilintetgjort og oplever, at de er til for, at andre kan lege med dem og måske se dem optræde. Det er meget alvorligt for børn og helt uacceptabelt.”

Red Barnet vil nu rette henvendelser til bureauerne for at få dem til at genoverveje udflugterne.

”De fleste danske turister, der tager på slumrejser eller børnehjemsbesøg, forventer at se et vist niveau af elendighed,” siger antropolog og turistforsker Anders Sørensen.